Ph.d.er fra statskundskab ansættes de bedste steder i Europa
Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet er blandt de bedste i verden, når man måler på hvor mange af instituttets ph.d.er, der opnår ansættelse ved velrenommerede europæiske universiteter. Det halter dog med antallet af kvindelige ansættelser.
Nyt studie i European Political Science viser, at Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet ligger på tredjepladsen i forhold til, hvor mange af deres ph.d.er, der får job på de bedste universiteter i Europa. Oxford University indtager førstepladsen, efterfulgt af London School of Economics.
Tilsvarende troner Harvard University helt i top i forhold til beskæftigelse af ph.d.er på de bedste nordamerikanske universiteter. På denne liste figurerer Oxford University som det eneste europæiske universitet.
Kombinerer man de to opgørelser, ligger Institut for Statskundskab i Aarhus som nummer 8 i verden.
”Det er en positiv nyhed, som støtter vores opfattelse af at levere et ph.d.-program med meget høj akademisk kvalitet. Det er meget opmuntrende læsning, særligt fordi artiklen også viser, at flere af vores ph.d.-studerende opnår stillinger, end vores institutstørrelse giver anledning til at tro.”
Ansættelser uden for akademia er også flot
Men en ansættelse inden for akademia er ikke alt, siger Helene Helboe Pedersen:
”Opgørelser som disse har altid nogle mangler, der er vigtige at have for øje. Vi er meget glade for, at vores ph.d.er finder ansættelse på prestigefulde universiteter, men vi er lige så optaget af, at de finder ansættelser andre steder, hvor deres kompetencer og viden også gør gavn. En ansættelse i den private eller offentlige sektor vidner for os også om kvaliteten og relevansen af vores ph.d.-program,” siger Helene Helboe Pedersen.
Flere kvinder i akademia
Oversigten inkluderer også data for, hvor godt universiteternes ph.d.er klarer sig på tværs af køn. Alle universiteterne har flere mænd end kvinder, der får job ved de velrenommerede universiteter.
Dog er der en positiv trend at spore, idet antallet af kvindelige placeringer stiger, hvis man kun kigger på de seneste ansættelser.
De kvindelige ph.d.er ved Institut for Statskundskab i Aarhus udgør kun 24,6% af ansættelserne ved de prestigefulde universiteter. Det kommer ikke som en overraskelse, siger Helene Helboe Pedersen:
”Jeg bemærker, at vi ikke er nær så succesfulde, når det gælder placering af kvindelige kandidater. Det er desværre ikke en overraskende nyhed, da vi allerede ved, at flere kvinder fravælger akademiet. Vi arbejder målrettet for at sikre, at alle talenter i vores program fremmes og støttes. I forhold til køn har vi netop gennemført en undersøgelse af mulige hindringer for kvinder på vores institut og har på baggrund heraf igangsat flere indsatser for forhåbentligt at kunne bryde det eksisterende mønster.”
- Se instituttets nye tiltag i forhold til kønsdiversitet.
- Læs artiklen “Academic placement records and gendered placements in the political science profession”.
- Se oversigten over universiteter, der er bedst til at placere ph.d.-studerende ved velrenommerede europæiske akademiske institutioner.
- Se oversigten over universiteter, der er bedst til at placere ph.d.-studerende ved velrenommerede nordamerikanske akademiske institutioner.