Pris til diskriminationsforskning: Jeg ser hvid ud, men føler mig ikke nødvendigvis hvid

Wilson Merrell modtager pris for bedste paper af Society for the Psychological Study of Social Issues for sin forskning i diskrimination. Personer med multietnisk hvid/asiatisk baggrund er mere solidariske over for asiater end over for hvide, viser hans forskning. I nogle tilfælde tror asiater dog fejlagtigt det modsatte.

Wilson Merrell
Wilson Merrell Foto: Aarhus Universitet

"Vores team er virkelig glade for at modtage denne pris fra SPSSI!” siger postdoc i statskundskab Wilson Merrell fra Aarhus BSS om at modtage Otto Klineberg Intercultural and International Relations Award fra Society for the Psychological Study of Social Issues (SPSSI). 

 “Vores arbejde fokuserer på en hurtigvoksende demografisk gruppe i USA, nemlig de multietniske amerikanere. Vi har set nærmere på deres forhold til deres forælder med minoritetsbaggrund i modsætning til deres forælder fra den dominerende befolkningsgruppe. Disse forhold påvirker mange politiske og sociale spørgsmål i USA, og vi ser frem til at fortsætte med at arbejde på dette område," siger Wilson Merrell.

I det prisvindende paper ”Looking White but Feeling Asian” undersøger Wilson Merrell og hans medforfattere, i hvilket omfang personer med forældre fra forskellige etniske grupper er solidariske med deres forældres etniske grupper.

Forskningen viser, at personer med en asiatisk-hvid etnisk baggrund er mere solidariske med asiatiske personer end med hvide personer. Det gælder, især når de oplever meget anti-asiatisk diskrimination. Og det gælder, selvom personerne selv synes, de ligner hvide personer mere end asiater.

Samtidigt påviser forskerne, at personer af asiatisk oprindelse fejlagtigt tror, at asiatisk-hvide personer, der ser hvide ud, udviser stærkere solidaritet med hvide personer. Denne misforståelse fører til, at personer med multietnisk baggrund afvises i større grad.

Ifølge forskerne giver studiet foreløbige beviser for, at forholdet mellem forskellige grupper kan forbedres, hvis man får rettet op på disse misforståelser.


Yderligere info

Wilson Merrell modtager Otto Klineberg Intercultural and International Relations Award for sin artikel "Looking White but Feeling Asian: The Role of Perceived Physical Permeability and Perceived Discrimination in Multiracial-Monoracial Alliances".

Paperet er udgivet sammen med Nadia Vossoughi (Grinnell College), Nour Kteily (Northwestern University) og Arnold Ho (University of Michigan).

Prisen uddeles af Society for the Psychological Study of Social Issues (SPSSI).

Wilson Merrell er postdoc ved CEPDISC – Center for eksperiement-filosofiske studier af diskrimination ved Institut for Statskundskab ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet.