Mindeord for Erling Bjøl
Erling Bjøl (1918-2023)
For godt 60 år siden, i sommeren 1963, kom Erling Bjøl til Institut for Statskundskab som konstitueret professor i ”statskundskab med særligt henblik på international politik.” Dermed var det nye studiums hoveddiscipliner fuldt dækket ind med almen og sammenlignende statskundskab, forvaltningslære og nu også international politik. Konstitueringen kom med én betingelse: Bjøl skulle skrive en doktordisputats, som efter bedømmelse og forsvar kunne kvalificere ham til udnævnelse i et fast professorat. Det krav levede han op til med disputatsen La France devant l’Europe i 1966 og den efterfølgende udnævnelse til professor fulgte så i 1967.
Emnet for disputatsen lå i kernen af Bjøls vidtspændende interessefelt. Den handlede om sikkerhedspolitik (Mendes Frances’ storslåede plan for en Europahær og dens kuldsejling), om Frankrig og om Europas samling i det, der siden er blevet til EU. Det var tilbagevendende temaer i Erling Bjøls usædvanlig omfattende forfatterskab, hvad enten han rettede blikket mod franske forhold som i de Gaulle - manden og epoken (1969), dansk udenrigspolitik som i Hvem bestemmer (1983), eller mod den globale politik som i Hvorfor krig (1998) og Hvordan fred (2000). Karakteristisk for hans arbejder var den konstante interesse for, hvordan fortidens historie bestandigt præger nutidens politik og samfund. Det så man allerede i Sol og sult fra 1960, hvor den analytiske journalist Bjøl gravede dybt i spændingen mellem det fattige syd og det velstående nord i Italien. Den, der vil forstå nutidens sociale, økonomiske og politiske udvikling i Italien, er ikke ilde faren, hvis han eller hun lader Bjøls bog indgå i pensum. Og mon ikke den bog gjorde sit til at forme interessen for politologien hos en del af datidens gymnasiaster?
Erling Bjøl havde som de fleste af sine fremtidige kolleger på Institut for Statskundskab ingen politologisk træning eller uddannelse, da han i 1963 meldte sig i statskundskabens tjeneste. Faktisk havde han en magistergrad i litteraturhistorie, men den erhvervede han sent (1948). For allerede som meget ung trådte han ind på løbebanen som journalist. Det var en métier, som han i virkeligheden aldrig opgav. Vejen gik over United Press, BBC og Nationaltidende, efterfulgt af mange år på Information og siden Politiken. Den sidste avis bevarede han sin tilknytning til såvel i Aarhus-tiden som i den lange periode, hvor han bosat i St. Germain-en-Laye takket være sine formidable evner som formidler og forfatter kunne leve som fri publicist. Det blev især til en række historiske værker, der gjorde ham kendt i den brede læsende offentlighed.
Umiddelbart var Erling Bjøl ikke nem at komme ind på livet af. En attitude, der kunne tage sig ud som distant arrogance, dækkede i virkeligheden over en generthed og kejtethed, som godt kunne tage modet for unge studerende. Bag facaden (også titlen på en af hans bøger om USA) var der imidlertid et ægte engagement på vegne af de studenter, som delte hans passion for politik, samfund og historie. Han var parat til at bakke op, således som den ene af forfatterne til disse mindeord oplevede det, da Bjøl en sommerdag i 1968 pludselig dukkede op på kollegiet i Cité Universitaire for at sikre sig, at hans specialestuderende ikke var ført på afveje i det oprørske Paris.
Erling Bjøl og hans franskfødte hustru, Dénise, bosatte sig i 1983 til St. Germain-en-Laye uden for Paris. Det blev til mange år som udlandsdansker, men han bevarede tilknytningen til og interessen for Danmark og danske forhold. Der kunne være en vis ambivalens i det, som når han på en og samme priste det eminente franske sundhedsvæsen og så alligevel tyede til Aarhus Kommunehospital for behandling af den alvorlige øjenlidelse, som ramte ham. Den til trods mestrede han imidlertid til de allerseneste år at følge den internationale og den europæiske samt herunder også den franske og den danske politiske udvikling forbløffende tæt.
I 2019 stemte han, som den europæer han altid havde været, endnu en gang til valget til Europa-Parlamentet, hvor den tilforordnede ved det lokale valgsted venligt bemærkede: ”Jeg tror ikke, at der i dag kommer vælgere, der er ældre end Dem.” Til hans store ærgrelse kunne han som udlandsdansker ikke stemme til det folketingsvalg, der fulgte lige efter. Han havde ellers gerne givet sit besyv med endnu en gang.
Ære være Erling Bjøls minde
Jørgen Grønnegård Christensen
Jørgen Elklit