Internt nyt

Priser

Naturvidenskabelig pris til professor i statskundskab

På Statens Serum Institut modtog Michael Bang Petersen i dag Fritz Kauffmans pris for at bidrage med ”afgørende data og viden” under corona-pandemien.

Michael Bang Petersen og direktør for Statens Serum Institut, Henrik Ullum.
Prismodtager Michael Bang Petersen sammen med direktør for Statens Serum Institut, Henrik Ullum. Foto: Fritz Kauffanns Forskningsfond

Aldrig før er Fritz Kauffmann-prisen gået til en samfundsvidenskabelig forsker. Men det gør den nu.

Professor Michael Bang Petersen fra Institut for Statskundskab får prisen for sit banebrydende arbejde med befolkningens adfærd under corona-pandemien.

”Utrætteligt og gennem hele pandemien har Michael bidraget med afgørende data og viden om danskernes adfærd og holdninger, senest også i relation til vacciner,” skriver bestyrelsen for Fritz Kauffanns Forskningsfond.

Det er bestyrelsen, med Statens Serum Instituts direktør Henrik Ullum i spidsen, der udpeger prismodtagerne. Michael Bang Petersen deler prisen med Jens Lundgren, der er læge og professor på Rigshospitalet, og Claus Nielsen, der er chef for Statens Serum Instituts Afdeling for Virus og Mikrobiologisk Specialdiagnostik.

”Jeg er beæret over prisen. Det seneste år har været hektisk, og mange har lagt et kæmpestort arbejde i HOPE-projektet. Jeg er utrolig glad for, at andre oplever, at det arbejde har gjort en forskel under pandemien,” siger Michael Bang Petersen.

Også institutleder Peter Munk Christiansen glæder sig over prisen.

”Det er en fantastisk flot anerkendelse, som viser, at studiet af borgernes adfærd er en meget, meget vigtig del af bekæmpelsen af den pandemi, vi er udsat for. Det er flot, at man fra fondens side anerkender, at der ikke kun er brug for virologer til at lave vacciner, men også for viden om borgerenes adfærd, og hvad der påvirker den,” siger Peter Munk Christiansen, professor og leder af Institut for Statskundskab.

Michael Bang Petersen modtager sammen med hæderen et legat på 100.000 kr.