Suthan Krishnarajan vinder pris for bedste artikel i APSR

Lektor i statskundskab Suthan Krishnarajan fra Aarhus BSS ved Aarhus Universitet vinder pris for sin demokratiforskning.

Suthan Krishnarajan Foto: Danmarks Frie Forskningsfond
Suthan Krishnarajan Foto: Danmarks Frie Forskningsfond

I forbindelse med årets American Political Science Association-konference i Philadelphia, USA får lektor i statskundskab Suthan Krishnarajan overrakt Heinz I. Eulau Award for den bedste artikel udgivet i det anerkendte tidsskrift American Political Science Review i 2023. 

For første gang uddeles prisen til en forsker ved et dansk universitet.

"Det er en ære at modtage denne pris, og jeg er meget taknemmelig. Det er altid en glæde at få anerkendelse for noget, man brænder for, og det inspirerer mig til at fortsætte mit arbejde," siger Suthan Krishnarajan om at modtage prisen.

I artiklen “Rationalizing Democracy: The Perceptual Bias and (Un)Democratic Behavior” undersøger Suthan Krishnarajan et dilemma, som demokrati ofte stiller borgere overfor:

Skal man stå fast på demokratiske principper og tabe i forhold til konkrete politikker, eller er det bedre at acceptere udemokratisk adfærd og vinde i forhold til konkrete politikker?

Tidligere forskning har vist, at borgerne ofte vælger det sidste, og det antages, at der er tale om et bevidst fravalg af demokratiske principper. Men ifølge forskningen bag Suthan Krishnarajans prisvindende artikel er der en alternativ mulighed:

Borgerne rationaliserer deres forståelse af demokrati, så den stemmer overens med deres politiske præferencer. Når politikere støtter ønskede politikker ved hjælp af udemokratisk adfærd, anser vælgerne det som demokratisk. Når politikere støtter uønskede politikker uden at bryde demokratiske spilleregler, anser folk det som udemokratisk.

Suthan Krishnarajan finder støtte til dette teoretiske perspektiv i en række surveyeksperimenter gennemført i USA og 22 andre demokratier, som viser, at rationalisering spiller en væsentlig rolle i villigheden til at acceptere valgte politikeres udemokratiske adfærd, som er den største udfordring for nutidens demokratier.


Yderligere info

Prisen, Heinz I. Eulau Award, uddeles årligt til forfatteren bag den bedste artikel i American Political Science Review og den bedste artikel i Perspectives on Politics. Årets jury bestod af Tara Grillos fra Purdue University, Carl Henrik Knutsen fra Universitetet i Oslo og Alisha Holland fra Harvard University.