Priser til årets forsker og årets underviser


Traditionen tro blev der til årets juledag uddelt priser til årets forsker og årets underviser. Prisen som årets forsker uddeles på baggrund af stemmer fra kollegaer fra Institut for Statskundskab. I år blev den vundet af Michael Bang Petersen, som blev hyldet for sine mange betydningsfulde forskningsbidrag og sin fantastiske formidling til myndigheder og medier, særligt i forbindelse med corona-epidemien. Han har formået at vise og udleve, hvordan politologisk forskning på højt niveau kan gøres samfundsrelevant. Lidt ironisk kunne Michael desværre ikke deltage i prisoverrækkelsen, da han var blevet smittet med covid-19. Han har det heldigvis godt igen og takker kollegaerne: "Jeg er utroligt glad for at få denne anerkendelse. Forskningsprocessen under corona-pandemien har været meget anderledes end normalt. Data har skullet indsamles hurtigt, analyseres hurtigt og formidles hurtigt. Jeg har brugt mine kollegaer til at sparre om stort og småt i denne uvante proces, og det betyder meget for mig, at de også har kunne se en værdi i det arbejde, som jeg og resten af HOPE-projektet har lagt."
Prisen som årets underviser er baseret på stemmer fra de studerende. Den gik i år til Suthan Krishnarajan. Han har blandt andet været en værdsat underviser i forelæsninger i både international politik og sammenlignende politik, hvor han har modtaget rekordgode evalueringer. I motivationerne for prisen blev det blandt andet nævnt, at han er en fantastisk formidler, som formår at gøre stoffet levende og forståeligt. Han slides er meget pædagogiske, og de ugentlige quizzer om ugens pensum er et hit. Ifølge Suthan er det ”en stor ære at vinde denne pris. Jeg forsøger altid at gøre min formidling så lærerigt, spændende og fængende som muligt. Det er derfor dejligt at vide, at så mange synes om min undervisning.”
Årets taler til juledagen var i øvrigt Lotte Bøgh Andersen som assisteret af sin mand forsøgte at fremmane diverse politiske kendissers sande politiske holdninger vha. en række kemiske forsøg.