Stor forskningsbevilling til bekæmpelse af politisk had og trusler på sociale medier

Professor Michael Bang Petersen fra Aarhus BSS skal stå i spidsen for et nyt, stort forskningsprojekt, som skal udvikle strategier til at bekæmpe fjendtlig adfærd i den politiske SoMe-debat. Carlsbergfondet har doneret 15,7 millioner kroner til det tværdisciplinære projekt, som samler førende forskere nationalt og internationalt.

Michael Bang Petersen
Michael Bang Petersen, professor, Aarhus BSS. Foto: Mia Ulvgraven

”Du dør snart. Jeg kommer ud og skyder dig i nat.”
Det citat er et af de ekstreme eksempler på trusler, som politikere i stigende grad modtager på sociale medier. I en spørgeskemaundersøgelse blandt folketingspolitikere har flere end halvdelen svaret, at de oplever trusler som et stigende problem, og at de selv har modtaget trusler om vold. Og det er ikke alene politikere, hadet er vendt mod. Fjendtligheden er også massiv i den politiske debat borgere imellem. I Danmark og i vestlige demokratier generelt. På den baggrund har professor Michael Bang Petersen sat sig for at udvikle strategier til at bekæmpe den fjendtlige adfærd.   

”Samfundet står over for en ny massiv udfordring, som er alvorlig for vores demokrati. Det er afgørende at tage hånd om den, og derfor er jeg meget taknemmelig for, at Carlsbergfondet har doneret et beløb, der gør det muligt for mig at inddrage nogle af verdens førende forskere i at udvikle strategier for, hvordan vi som samfund og som borgere bedst bekæmper problemet,” siger Michael Bang Petersen, som leder projektet med akronymet ROPH, der står for Research on Online Political Hostility.

Første skridt er at kortlægge årsagerne
ROPH bliver på verdensplan det første store tværdisciplinære forskningsprojekt, som undersøger politisk had i internetdebatten tilbundsgående. Første skridt er at kortlægge årsagerne til de fjendtlige ytringer.

”Vi har allerede nogle foreløbige indikationer på, at der foregår en slags mikro-radikalisering, som vi kalder det. Det vil sige, at personer, som har nogle mindre politiske frustrationer, kan opleve, at deres vrede stiger eksplosivt, når de bevæger sig ind i internetdebatter. Pludseligt har de tanker og følelser af en karakter, som vi oftest ser hos radikaliserede personer. Simpelthen fordi det er sværere at aflæse andre og regulere ens egne følelser på de sociale medier end ude i det virkelige liv,” siger Michael Bang Petersen.

Professoren mener, at det er forfejlet blot at skyde skylden på de sociale mediers natur og acceptere, at man skal være hårdfør for at være politiker.

”Vi er nødt til at forstå, hvilke frustrationer det er, som folk tager med, når de logger på sociale medier, og som antændes af de politiske debatter derinde,” siger han.

ROPH-holdet er næsten sat
Forskningsprojektet begynder i januar 2020, og en del af det tværdisciplinære forskerhold er allerede på plads.

Blandt projektdeltagerne er professor John Jost fra New York University, som er en af de mest indflydelsesrige psykologer inden for politisk polarisering og SoMe-adfærd. Fra Aarhus Universitet deltager blandt andre Lasse Lindekilde, Anja Bechmann og Jacob Sherson, og dermed samles førerende forskere på tværs af universitetet inden for radikalisering, sociale medier og ’big data’. Henover de næste år skal der ansættes yderligere to ph.d.-studerende og fem forskere i postdoc-stillinger. Rekrutteringen vil ske internationalt.

 

Om bevillingen:
Carlsbergfondets bevilling er en såkaldt Semper Ardens-bevilling, som tildeles efter følgende kriterier:

”Carlsbergfondets Semper Ardens-bevillinger gives til ’passionerede, altid brændende' forskere med særligt visionære forskningsprojekter, der har potentiale til at skabe videnskabelige nybrud og udvikle dansk forskning. Semper Ardens-bevillingsmodtagere er internationalt anerkendte topforskere med tilknytning til danske forskningsmiljøer.”

  

For yderligere information:
Michael Bang Petersen, professor i statskundskab, Aarhus BSS.
Mobil: 20775944
E-mail: michael@ps.au.dk
Twitter: @M_B_Petersen