Mickael Bech tiltræder som Novo Nordic Foundation Professor

Mickael Bech forlader direktørposten i VIVE og vender tilbage til forskning og undervisning, når han tiltræder som professor i sundhedsledelse ved Institut for Statskundskab til september. Med sig har han store ambitioner og vigtige erfaringer fra sundhedssektoren, som instituttet og fakultetet kan drage nytte af.

06.08.2018 | Ingrid Marie Fossum

Mickael Bech Foto: VIVE

”Jeg glæder mig rigtig meget til at starte og til at komme ind i det dynamiske miljø, der er i Aarhus. Jeg ser meget frem til at komme tilbage til forskningen og til at være en del af et undervisningsmiljø. Det er en meget vigtig motivation for mig at lave forskning af høj kvalitet, og som har en nødvendighed i forhold til det omgivende samfund,” siger den nyudnævnte professor Mickael Bech om forventningerne til det nye job.

Mickael Bech tiltræder som Novo Nordic Foundation Professor in Public Health Management ved Institut for Statskundskab d. 1. september og bliver del af afdelingen for offentlig forvaltning og ledelse. De første fem år bliver stillingen finansieret af Novo Nordisk Fonden.

Som professor i sundhedsøkonomi fra Syddansk Universitet og leder af VIVE har Mickael Bech solid forsknings- og ledelseserfaring og kender desuden fagmiljøet i Aarhus fra konkrete samarbejder med forskere her såsom Lotte Bøgh Andersen og nuværende dekan Thomas Pallesen. Som ansat ved instituttet vil han også blive en del af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, og han vil blive involveret i undervisning på FMOL-uddannelsen.

”Vi er meget glade for, at Mickael Bech har takket ja til professoratet. Det vil betyde en markant forstærkelse af instituttets ledelsesforskning. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Mickael,” siger institutleder ved Institut for Statskundskab Peter Munk Christiansen.

Centerleder for Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Lotte Bøgh Andersen, tilslutter sig begejstringen: ”Mickael Bech er ikke alene en inspirerende forsker og underviser, han er også en virkelig dygtig offentlig leder”.

Sundhedsområdet har været gennemgående

Sundhedsområdet har været gennemgående for Mickael Bechs faglige karriere lige siden studietiden ved Syddansk Universitet, hvorfra han har sin kandidat- og ph.d.-grad i økonomi og senere blev udnævnt til professor i sundhedsøkonomi. Han har kombineret forskerkarrieren med flere ledelsesposter, både som institutleder, centerleder og forskningsleder ved SDU samt som afdelingsleder ved Odense Universitetshospital. De seneste tre år har han været direktør: Først for KORA og siden fusionen med SFI for VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for velfærd.

Når man spørger ham, hvorfor han vælger at gå fra en lederstilling hos VIVE tilbage til en forskerstilling, svarer han:

”Jeg har altid nydt at undervise, og forskningen er jeg aldrig helt sluttet med, selvom der ikke har været så meget tid til det som leder af VIVE. Så det motiverer mig meget at komme tilbage til selv at være den udøvende i forhold til forskning. Derudover var der en helt specifik grund, fordi dette professorat passede så godt til min profil og kombinerer alle de ting, som jeg interesserer mig for: sundhedsvæsenet, ledelse og styring. Og samtidig glæder jeg mig meget til at være en del af et stærkt center, som kommer til at beskæftige sig med ledelse.”

Forskningen skal laves i dialog med praktikerne

Mickael Bech har meget at byde ind med til instituttets forskningsmiljø i kraft af den praktiske erfaring, han har fra mange års ledelse og samarbejder med sundhedssektoren. Han kan bidrage med grundlæggende stærk erfaring fra sundhedsvæsenet og et stort netværk herfra. Desuden specialiseret viden om sundhedsvæsenet, som er afgørende for at kunne forske i det.

Ligeledes vil Mickael Bech bidrage til samfundet med forskning, der kommer sundhedsledere og i sidste ende borgerne til gavn. Han lægger stor vægt på, at forskningen skal baseres på dialog med praktikerne, og ligeledes formidles tilbage til praktikerne via foredrag og dialog med praksis:

”Jeg har høje ambitioner om, at forskning skal laves sammen med dem, den vedrører – nemlig lederne i sundhedssektoren i Danmark. Sammen med en stærk formidlingsindsats i form af dialog med dem, der skal bruge forskningsresultaterne, sikrer det, at praksis og forskning bindes stærkt sammen. Det bærer jeg med mig i kraft af min ledelsesbaggrund og erfaring med sundhedsvæsenet.”

Mickael Bech fylder 45 år til september, er oprindeligt fra Grinsted, men har de seneste 25 år boet i Odense sammen med sin kone og deres to døtre. Han kan godt lide at være aktiv i sin fritid og bruger derfor en del af fritiden på sin cykel.

Navne
37523 / i28