Bevillinger fra Carlsbergfondet til statskundskab

Professorerne i statskundskab, Kasper Lippert-Rasmussen og Svend-Erik Skaaning, modtager begge en Semper Ardens-bevilling fra Carlsbergfondet. Bevillingerne giver forskerne frikøb i ét år til at skrive en bog hver. Lasse Laustsen har desuden modtaget et Carlsbergfondets internationaliseringsstipendium.

03.01.2018 | Ingrid Marie Fossum

Svend-Erik Skaaning (billedet) og Kasper Lippert-Rasmussen frikøbes af Carlsbergfondet for at skrive hver sin bog. Foto: Aarhus BSS Kommunikation

The Beam and the Mote: Standing to Blame and Interpersonal Morality (BEAM) ved Kasper Lippert-Rasmussen (beløb DKK 940.700)

“Jeg planlægger at skrive en monografi med titlen "The Beam and the Mote: Standing to Blame and Interpersonal Morality". Her vil jeg beskrive begrebet bebrejdelse – dets natur, betydning for moralens natur og rollen, som bebrejdelse spiller i vores hverdag såvel som i det politiske liv,” udtrykker Kasper Lippert-Rasmussen.

I løbet af bevillingsperioden vil Kasper Lippert-Rasmussen være gæsteprofessor i Berlin, Berkeley og Oxford. Han planlægger også at arrangere en international konference for at skabe kontakt mellem de få, men voksende antal forskere, som arbejder inden for feltet.

The Rise of Modern Democracy: Sequences in Comparative Perspective ved Svend-Erik Skaaning (beløb DKK 783.300)

“Jeg vil forsøge at afdække udviklingen i forskellige demokratiske rettigheder under den første demokratiseringsbølge (1789-1920). Til dette bruger jeg den historiske udvidelse af Varieties of Democracy (V-Dem) datasættet. Den empiriske analyse kommer til at have et bredt komparativt perspektiv og dække alle lande i Europa og i Amerika. Desuden supplerer jeg med en mere dybdegående undersøgelse af en række lande, som repræsenterer forskellige veje til stabile eller ustabil demokratier,” siger Svend-Erik Skaaning.

Derudover har Lasse Laustsen modtaget et internationaliseringsstipendium på 350.000 DKK fra Carlsbergfondet til sit projekt “Intergroup Conflict and Public Support for Authoritarian Leaders”.

Navne
37523 / i28