Aviser gør os mere kritiske over for krig

Det er vigtigt for demokratiet, at befolkningen via aviser bliver eksponeret for argumenter fra flere sider. Det får os til at stille spørgsmålstegn ved f.eks. det at gå i krig, forklarede den internationale forsker Leonie Huddy i en forelæsning på Institut for Statskundskab, Aarhus BSS.

15.02.2016 | Sinne B. Jakobsen

Det kan have store konsekvenser for demokratiet, hvis den traditionelle papiravis uddør. Det forklarede Leonie Huddy, professor i statskundskab ved Stony Brook University, USA, da hun torsdag eftermiddag gæstede Institut for Statskundskab, Aarhus BSS. Her holdt hun forelæsning for en gruppe engagerede studerende om forholdet mellem nyhedsmedier, den politiske elite og den offentlige mening.

Leonie Huddy står bag en stor undersøgelse om forholdet mellem den amerikanske befolknings holdning til Irak-krigen og mediernes behandling af krigen. Undersøgelsen viser, at amerikanernes holdning til krigen primært blev dannet ud fra, hvilke medier de fik deres nyheder fra og ikke ud fra Bush regeringens nøje tilrettelagte kampagne for krigen.

De, der læste aviser – og dermed blev udsat for mere dybdeborende og kritisk journalistik - var mere kritiske over for Irak-krigen end de, der primært fik deres nyheder fra TV. En af grundene er, ifølge undersøgelsen, at aviser generelt giver langt mere plads til kritiske stemmer end TV, som er mere ensidig i sin behandling af krig. 

Kritisk journalistik er altafgørende

Ifølge Leonie Huddy viser undersøgelsen, at den kritiske journalistik, som man primært finder i den traditionelle papiravis, spiller en central rolle for den offentlige mening - især i forbindelse med store beslutninger såsom om et land skal gå i krig eller ej.

Undersøgelsen sætter dermed fokus på avisens vigtige rolle i den demokratiske proces og bringer også flere spørgsmål med sig, f.eks.: hvad der sker med demokratiet, nu hvor den traditionelle papiravis er truet?

Hør Leonie Huddy fortælle om undersøgelsen og give sit bud på et svar i klippet neden for, hvor hun også fortæller om udfordringerne ved nyheder på internettet og om hvorfor politisk uenighed er godt for demokratiet.

 

Om Leonie Huddy

Leonie Huddy er et internationalt anerkendt professor i statskundskab ved Stony Brook University. Hun er forfatter og med-forfatter af en lang række videnskabelige artikler og bogkapitler inden for bl.a. politisk psykologi og politisk adfærd. I 2015 udgav hun sammen med Stanley Feldman og George E. Marcus bogen “Going to War in Iraq: When citizens and the press matter”, som tager udgangspunkt i undersøgelsen omkring folks holdning til Irakkrigen.

> Læs mere om bogen “Going to War in Iraq: When citizens and the press matter”      

Debat
37523 / i28