Retningslinjer for studerendes indsamling af data

I forbindelse med uddannelsen i Statskundskab/Samfundsfag gennemfører de studerende et stort antal undersøgelser fx i form af spørgeskemaundersøgelser eller interviews. Det er en helt afgørende del af uddannelsen, at de studerende kan lave deres egen dataindsamling. Det er imidlertid også væsentligt, at der foretages en afvejning af behovet for at indsamle egne data, ligesom alle undersøgelser naturligvis skal overholde gældende regler på området og i øvrigt leve op til god forskningsskik. Indsamlingen foretages af de studerende selv under eget ansvar, men med disse retningslinjer præciseres de krav, Instituttet stiller til de studerendes indsamling af data i forbindelse med.

  1. Overholdelse af regler. Enhver undersøgelse skal naturligvis overholde gældende regler, herunder regler om beskyttelse af personoplysninger (GDPR). Den studerende er forpligtet til at følge Aarhus Universitets vejledning om GDPR for studerende.
  2. Proportionalitet i dataindsamling. Instituttets forskere og studerende gennemfører samlet set meget store mængder af surveys og andre typer dataindsamling. Det er derfor væsentligt, at omfanget af de undersøgelser man planlægger, er proportionalt med det formål, man skal bruge dem til. Herunder skal det overvejes, om der findes eksisterende datamateriale, der vil kunne anvendes i stedet for nyindsamlet materiale. Proportionalitetsvurderingen skal også inddrage modtagergruppens tidsforbrug i forhold til den gavn, modtagergruppen igennem den planlagte formidlingsindsats vil have af undersøgelsen. Proportionalitetsprincippet skal fortolkes snævrere i forbindelse med studerendes udsendelse af spørgeskemaer. Meget store udsendelser af spørgeskemaer bør under alle omstændigheder undgås.
  3. Oplysninger om afsender. Det skal fremgå klart af den medfølgende tekst, hvem der gennemfører undersøgelsen og i hvilken sammenhæng resultaterne skal anvendes. Der skal også fremgå kontaktoplysninger til afsenderen. Det skal fremgå, at der er tale om indsamling af data til en studenteropgave. Universitetets eller instituttets logo må ikke anvendes, når studerende indsamler datamateriale.
  4. Oplysninger om undersøgelsen. Der skal være en retvisende beskrivelse af undersøgelsens faglige formål. Det skal være klart for deltagerne, hvilket eller hvilke overordnede spørgsmål undersøgelsen skal belyse. Det er væsentligt, at der er en klar sammenhæng mellem denne beskrivelse og de spørgsmål, der stilles.
  5. Korrekt sprog. Da instituttet under alle omstændigheder bliver forbundet med undersøgelsen skal de studerende anvende et korrekt og pænt sprog ved skriftlige henvendelser.
  6. Oplysninger om behandling af data. Det skal på forhånd overvejes, hvordan data skal behandles, og dette skal fremgå klart af invitationen. Vælger man fuld anonymisering, må det under ingen omstændigheder være muligt – heller ikke for de studerende, der laver undersøgelsen – at sammenkoble deltagernes identitet med deres svar. Hvis man angiver, at data kun vil blive anvendt i anonymiseret form, må det ikke være muligt (for andre end dem, der laver undersøgelsen) at identificere deltagerne fx ved at sammenkæde svar på forskellige spørgsmål.
  7. De studerende skal sikre, at de relevante hensyn drøftes med vejlederen for den pågældende studieopgave.